top of page
himmelbjerget_efterår_foto_roar_paaske-large.jpg

Cykeleventyr på 
Hærvejen

Den legendariske tur på Hærvejen er måske bedst kendt som en flere hundrede år gammel vandrerute, men har nu i flere år også haft succes som en tilpasset cykeltur. Ruten passerer mange af de samme ikoniske områder og guider dig igennem dansk historie fra tidligere tider til i dag. Du kommer naturligvis gennem højdepunkter som Jelling-monumenterne som er UNESCO’s Verdensarvsliste, Viborg Domkirke, Fyrkat Vikingeborg, Rebild Bakker og meget mere. Turen strækker sig hele vejen fra Flensborg til Frederikshavn, og der er rigeligt med seværdigheder og gode oplevelser undervejs.

Du starter i grænselandet og cykler fra Flensborg langs Ochsenweg til Padborg, hvor ruten bliver til Hærvejen som vi kender den. Herfra følger du Rute 3 hele vejen til Frederikshavn.

 

Landskabet veksler fra det flade Sønderjylland med vidtstrakte marker, til dale og bakker ved Jelling. Her kan du forståeligt nok bruge noget tid på at udforske UNESCO-området omkring Gorm og Tyras gravhøje og tage et kig ind på det tilknyttede museum. Op mod Silkeborg bliver ruten mere kuperet og grøn, men også gylden og lilla på lynghederne ved Vrads. Viborg Domkirke og den smukke by leder dig videre til Vikingeborgen Fyrkat ved Hobro og Rebild Bakker omkring Skørping.

 

Herfra bliver turen mere moderne i Aalborg med den livlige promenade og turen slutter gennem Dronninglund med sidste etape til Frederikshavn. Ti dage i sadlen og så en togtur tilbage til udgangspunktet Flensborg.

Estimeret pris

Fra 8.250 DKK pr. person i et dobbeltværelse

Varighed

11 dage / 10 nætter

9 cykeldage

Anbefalet sæson

April-Oktober

Prisen inkluderer

10 nætter på hotel inkl. morgenmad

​Bagagetransport fra hotel til hotel

Roadbook og GPX-filer

Dagsprogram

Dag 1

Ankomst til Flensborg

Din rejse begynder i Flensborg, som allerede i Middelalderen var en kendt handelsby og knudepunkt for området. Flensburg er en rigtig grænseby, hvor samspillet mellem dansk og tysk kultur træder tydeligt igennem. Du bor centralt og kan nemt komme ud i byen og opleve områdets livlige atmosfære langs havnepromenaden, i den gamle bydel eller på an gågadens spisesteder. Her kan du rigtigt blive klar til cykelturens mange store oplevelser, der venter i løbet af de kommende dage. Velkommen til.

Dag 2

Flensborg-Vojens

Vi starter turen ad Oksevejen fra Flensborg til Padborg og videre nordover. Du passerer den smukke dobbeltbuede Gejlå Bro fra 1818 og Povls Bro fra 1844. Et stykke længere mod nord krydser du Immervad Bro fra 1786 og kan fundere lidt over hvordan der tilbage på den tid krydsede mere end 700 okser over på dette sted – hver dag. Lige syd for Vedsted finder du Vedsted Sø som er en af Sønderjyllands reneste søer – perfekt til en dukkert.

Dag 3

Vojens-Vejen

I Stursbøl Plantage ser du hvordan området har været bosat for flere tusinde år siden. Det vrimler med gravhøje i området, og der er også en muret brønd med blomster fra en tidligere køkkenhave. Du kan passende holde en pause omkring Jels Søerne, som er blevet et flot rekreativt område. Herefter fortsætter du nordover og passerer Frihedsbroen over Kongeåen inden du ankommer til Vejen.

Dag 4

Vejen-Jelling

Vejen Hovedgade er faktisk en del af den oprindelige Hærvej og på din rute nordover kommer du igennem Bække hvor du finder Hærvejshuset, der fortæller mere om Hærvejens historie. Stop ved Klebæk Høje for at få et indblik i hvordan området har været bosat helt tilbage til 1.500 år f. Kr. Her er to kuplede gravhøje fra Bronzestenalderen og en 45 meter lang skibssætning og en runesten fra Vikingetiden. Fortsæt til Frederikshåb og Randbøl Dal inden ankomst til Danmarks historiske centrum, Jelling.

Dag 5

Jelling-Silkeborg

Jelling Monumenterne er på UNESCOs Verdensarvsliste over bevaringsværdig kultur, og de to store gravhøje blev opført i 900-tallet af Harald Blåtand til ære for hans forældre. Fortsæt til det naturskønne område omkring Rørbæk Sø hvor du finder gamle egeskove, men også udspringet for Danmarks to største åer; Gudenåen og Skjern Å. Fortsæt gennem det imponerende hedelandskab ved Vrads og besøg købmandsgården. Tag evt. en afstikker ned til Vrads Station og se toget i aktion på skinnerne.

Dag 6

Silkeborg-Viborg

På din femte cykeldag kommer du igennem endnu et fantastisk stykke Danmarkshistorie, og der er masser af nedslagspunkter. Naturen er varieret og de historiske mindesmærker står i kø. Når du nærmer dig Viborg kommer du forbi Dollerup Bakker og Hald Ege som begge steder er helt unikke. Fra Dollerup Bakker får du en fantastisk udsigt ned over Hald Sø. Kører du lidt længere hen kan du parkere cyklen ved Niels Bugges Kro og gå en tur ud til Hald Slotsruin inden du cykler det sidste stykke ind til Viborg.

Dag 7

Viborg-Hobro-Rebild

Oplev Hærvejstæppet i Søndermarkskirken i Viborg og gå en tur rundt i domkirkekvarteret for at forstå det moderne Danmarks tilblivelse. Viborg Domkirke er verdens største granitkirke og meget beundringsværdig. Fordyb dig her indtil du er klar til at fortsætte din rejse mod Vikingeborgen Fyrkat ved Hobro og det skønne naturområde ved Rebild Bakker. Her kan du lade cyklen stå et øjeblik og gå en tur ud i terrænet for at opleve et helt specielt naturområde.

Dag 8

Rebild-Aalborg

Stop ved Gravlev Kilde og se det helt turkisblå vand pible op fra undergrunden med cirka 150 liter vand i sekundet. Historisk set har kilder altid haft en religiøs betydning, og det menes også at der her har ligget et gudehov før Gravlev Kirke blev bygget. Fortsæt til Aalborg og nyd din eftermiddag i byen med et en gåtur langs havnepromenaden og et besøg på en af byens mange spisesteder.  

Dag 9

Aalborg-Dronninglund

Du kan sagtens bruge din formiddag i Aalborg og få set mere af byen, og når du er klar til dagens relativt korte etape, så krydser du over Limfjorden til Nordjylland og sætter kurs mod Hammer Bakker. Her finder du både skove og hedearealer med 62 gravhøje og en historie som værende stedet for retssager og henrettelser, hvor bødlen svang øksen eller førte heksen til bålet. Fortsæt over Den Jyske Ås til Dronninglund.

Dag 10

Dronninglund-Frederikshavn

Cykelturens sidste etape går gennem den grønne korridor med Dronninglund Storskov, Allerup Bakker, Pajhede Skov, Nymølle Plantage, m.fl. hele vejen til Østervrå inden du drejer østover og cykler det sidste stykke ind til Frederikshavn. Her slutter turen efter et flot stykke langs Bangsbo Å. Tag en tur op på udsigtspunktet ved Pikkerbakken og se også Kystmuséet lige syd herfor.

Dag 11

Frederikshavn-Flensborg med tog

Tag toget tilbage til Flensborg for at afhente din bil eller overvej at tage en nat i Aarhus cirka halvvejs for at opleve Smilets By. Der er i øvrigt mange flotte cykelruter omkring Aarhus, og du kan fx cykle en tur ned gennem skovene syd for Aarhus for at besøge Moesgaard Museum inden du tager toget resten af vejen til Flensborg. Vi vil i hvert fald sige dig en stor tak, fordi du valgte at tage med os på tur for at se et spændende stykke danmarkshistorie.

Indkvartering

Vi har nøje udvalgt alle hoteller med fokus på komfort og kvalitet, så du kan føle dig godt tilpas. Det er vigtigt for os, at du har mulighed for at slappe af i en hyggelig atmosfære og blive taget godt imod af venlige værter. Hotellerne ligger strategisk i forhold til din rute, og du kan nyde din aftensmad i byen eller på hotellet. Morgenmad er altid inkluderet i dit ophold, så du får en god start på dagen.

Velkommen til et uforglemmeligt cykeleventyr gennem Danmark

Vi har gjort det let for dig ved at sørge for, at din bagage bliver transporteret fra det ene hotel til det næste. Du skal bare nyde eventyret, mens du stille ruller igennem bløde bakker og smukke danske landsbyer. Har du brug for hjælp, så er vi ikke længere væk, end at du bare kan ringe til os, og vi kan guide dig godt videre.

 

Vi skræddersyr en gennemarbejdet roadbook til dig med informationsmateriale om rute og gode seværdigheder, så du får en masse lokalhistorie med på din rejse. Vi gør alt hvad vi kan for at øge din oplevelsesværdi, og vi gør det med øje for kvalitet. Ud over din egen personlige roadbook, modtager du også gpx-filerne for hver etape, så du let kan følge dagens rute på din enhed. Det gør det let at finde vej og tage de rigtige rutevalg på din cykeltur gennem smukke Danmark.

 

Du har masser af tid til oplevelser i løbet af dagen. Sørg altid for at medbringe en lille taske med dagens fornødenheder, så som en vindtæt jakke, ekstra trøje og t-shirt, solcreme, vand, snacks, mm. Det danske vejr kan være hvad som helst i løbet af en dag, så pak altid vandtæt, så du er forberedt på det hele.

 

Har du brug for at leje cykel, så kan det sagtens lade sig gøre. Vi har både elcykler og almindelige cykler, som du kan leje. Det samme gælder eventuelt udstyr, hvis du gerne vil have en taske eller to på cyklen. Du siger bare til.

Pris

Den viste pris er en fra-pris baseret på laveste priser i vores anbefalede rejseperiode. Eftersom alle rejser skræddersys til den enkelte, kan priserne variere alt efter kapacitet, bookingtidspunkt, mm. Send os en forespørgsel, og så bygger vi rejsen op til dig. Du betaler først når du accepterer tilbuddet.

Indkvartering

Vi laver cykelrejser med kvalitet. Det betyder at du får indkvartering, som giver noget til oplevelsesværdien og som ikke bare er en standardoplevelse. Vi gør hvad vi kan for at du får den bedste oplevelse, og det gælder også på indkvarteringen, hvor vi samarbejder med hoteller, der bidrager med bæredygtighed og godt værtskab.

Prisen inkluderer ikke

Diverse forsikringer som fx afbestillings- og rejseforsikring skal du selv have styr på.

Alle måltider ud over morgenmad sørger du selv for, men sig endelig til, hvis vi skal booke bord til dig på hotellerne, så du kan nyde godt af deres køkken.

bottom of page